G-Unit
Hvis du troede at Mobb Deep var nogle slemme drenge så tro om igen. For G-Unit er efter eget udsagn noget af det farligste du kan forestille dig som albumtitlen Beg For Mercy også indikerer. Første linie på albummet går da også:
“Vacate ya home, I come to break ya bones America’s nightmare (yeah!), we at it again (c’mon), A Desert Eagle and a black mac-10, They’ll never know what ha-penned”
Værsgo. G-Unit, der skulle være en yndefuld rapqvintet, er for øvrigt meget karakteristisk reduceret til en trio, da Tony Yayo sidder i spjældet for at gå med skarpladt våben – naturligvis fristes man til at sige. Han optræder derfor heller ikke specielt meget på albummet. Faktisk nævnes han ikke engang, da 50 cent ligeledes på første nummer præsenterer G-G-G-G-G Unit: 50 Cent, Lloyd Banks og Young Buck. Så meget for den unit! Første nummer “G – Unit” er i øvrigt produceret af DJ Hi – Tek, manden bag lydsporet for innovative kunstnere som Talib Kweli og Mos Def, ligesom han også har produceret “Eye For An Eye”. To numre med den karakteristiske minimalistiske Hi-Tek lyd, der dog ikke svinger sig op til det helt store selvom sidstnævnte produktion er hæderlig.
Og på produktionssiden er denne middelmådighed udtalt gennem hele albummet. Der er intet overraskende, nyskabende eller interessant at sige om produktionerne. Opskriften er gerne et stærkt syntestisk beat, et oftest højest middelmådigt loop, samt 50 Cent på vokalen i omkvædet. Hvem der har bildt diverse rappere ind at de skal synge er mig for øvrigt en gåde. Men 50 cent har sikkert bare skelet til Eminem, som i øvrigt overraskende nok hverken har produceret eller gæsteoptræder på albummet. Det har Dr. Dre derimod og hans arbejde er uden tvivl albummets højdepunkter. “Poppin’ Them Thangs”, produceret i samarbejde med Scott Storch, er et acceptabelt typisk Dre nummer med et klaver loop og lidt skæve G-Funk lyde og “G’d Up” er et mørkt, ildevarslende nummer med et simpelt, men velfungerende klaver loop. Det bliver spændende at høre Dres næste soloalbum. Helt anderledes stemningsmæssigt er det nogenlunde “Wanna Get To Know You” produceret af Red Spyda og featuring Souls flødebolle nr. 1 Joe, hvor de hårde drenge ganske akavet bevæger sig ind på kærlighedens område.
Og det er da også noget nær den eneste gang, at de tre en halv rappere bevæger sig væk fra de trygge rammer. Fra det der virkelig gør albummet sterotypt; pistoler, penge og gangsta’ shit. Fint nok at de ikke er opvokset i et parcelhuskvarter i Næstved og vil fortælle os om det, men på atten minus to numre… Lyrisk er 50 Cent som bekendt ikke den store rapper og Lloyd Banks er ikke meget dygtigere. Derimod skiller Young Buck sig faktisk ud som en udmærket rapper med hans vrængende, rustne sydstats flow. Det kunne blive interessant at høre hans soloalbum når det kommer, for det skal det nok. Kluden skal vrides!
“Beg For Mercy” er et album der om ti år muligvis vil huskes for nogle vanvittige salgstal, men som ikke vil huskes for at have bidraget med noget som helst til Hiphoppen. Men hvis du er til den hiphop, der får “Heavy Rotation” på MTV og Boogie for tiden, skal du nok syntes det er et udmærket album. Hvis ikke, så gem spareskillingerne til noget meningsfyldt og køb nogle julemærker på posthuset.