Norah Jones

Rom, 20 grader, eftermiddagsregn, Valpolicella, Gauloises og Norah Jones nye plade. Det er sgu en ganske udmærket kombination, vil jeg mene! Den hedder Feels Like Home, og det beskriver ret godt, hvordan jeg har det lige nu, så albummet har alle muligheder for at gøre lige præcis det, der skal til. Men det gør det altså ikke helt…

Rent stilmæssigt har Norah Jones fjernet sig en del væk fra popjazzen, og det er nu mere country og akustiske guitarer, der præger pladen end klaver og whiskers. Et par særdeles oplagte americana numre er også at finde, og især må man fremhæve Adam Levy, der spiller den super gældende akustiske spade. Der er en duet med Dolly Parton på “Creepin’ In”, der muligvis er et direkte ripoff af Dollys samarbejde med Linda Ronstadt og Emmylou Harris, men som stadig er ret lækkert. Det er det, Dolly Parton kan!

Stemningen er, som på hendes debutplade, rigtig rar og god, men den umiddelbarhed og varme lyd der var at finde på den første er væk. Siger jeg med fare for at ryge i “Det gode gamle var meget bedre” fælden, og der gider jeg bestemt ikke at være, men det er nu engang sådan, jeg har det med pladen. Især er den altså gået helt galt, da pladen blev mixet, for lyden er i bedste fald skidt; Over højttalere er vokalen og klaveret næsten væk, og i hovedtelefoner er der kun diskant og lilletromme. Egentlig overhovedet ikke godt nok.

Ialt: En fin nok plade, der kunne have været 100 gange bedre, hvis ikke det var fordi at 18 millioner pladekøbere, skal have lov til at købe 2eren også. Hurtigst muligt.

Og nu er det holdt op med at regne…