Camille Jones
Jeg har kun følgende at sige:
Betingelsesløs overgivelse er nogle gange det eneste, man kan stille op mod stimuli af en vis kaliber.
Det er lang tid siden jeg har hørt noget så fedt i genren “kvindelig-solist-multitasker-og-regerer-med-skidegodt-materiale-på-plade-vel-og-mærke-uden-klynk.”
“Surrender” er skåret efter guerillametoden “hurtigt ind-hurtigt ud”. Lidt over ½ times guf fordelt på 10 fede numre inklusiv et remix af Woman gjort af Abdullah S! Og det er for at bruge et gammelt Mylle-udtryk en stjerneparade af det ene kommende singlehit efter det andet, fremført på et funky sätt med minimalt, men adekvat opbud af lydindtryk. Der gives ikke efter for fristelsen, at fylde sporene op med en masse møg; f.eks. er der på skæring otte – “On A Ride” – ansatser til tyk 70’er syrerocklyd uden at gå planken helt ud, for der sgu ingen grund til at gemme sig eller smøre det ud i et meget tyndt lag på et længere set-up.
Til sidst bør det nævnes, at frk.Jones selv står for det meste af instrumenteringen, men får assistance af bla. ovennævnte Abdullah S og Anders “Tue Track” Brixen på turntables.