Spot 10: Tys Tys – en fod i mange lejre

Der kan sættes en masse genrebetegnelser på den musik Tys Tys, med Maria Laurette Friis i forgrunden, leverer. Det er først og fremmest i jazzens verden inspirationen hentes, men herudover høres mange anstrøg fra fri/avantgarde jazz, hvor grænser er til for at brydes, mens Tys Tys andre gange lyder som en gammel cabaret, et funky bluesband eller et minimalistisk popband.

Dette gør en koncertoplevelse til en lige så broget affære som listen af genrebetegnelser. På en måde sublimt, men også til tider med en fornemmelse af et stilforvirret band, der gerne vil gabe over så mange ting som muligt. Friis har en varm, følsom stemme der magter det meste, og selvom den danske accent skinner rigelig igennem ind imellem, gør det knap så meget, for charmen ligger i udtrykket.

De teknisk fremragende band formår heldigvis at spille med en løshed, der gør, at det ikke bliver for sterilt at lytte til og specielt den suveræne trommeslager Kresten Osgood gør sit til at løfte de mindre stærke sange op til et lytteværdigt niveau.

Forcen ligger klart i de stærke grooves, hvor bandet spiller energisk og med fremdrift. Mindre spændende er det, når de nærmest balladeagtige kompositioner hives frem. Numrene var simpelthen flere gange for lange, og stod oftest stille i al deres melodiøse enkelhed. Heldigvis formåede Tys Tys via de atypiske up-tempo arrangementer at hive koncerten på fode igen, når det blev for lidt for søvndyssende.

En udmærket omend noget ujævn åbning af Filurscenen med et teknisk meget begavet band, der dog til tider mangler en rød tråd i udtrykket.