JAZZ: Ib Glindemann’s Orchestra – en aften i bordeaux og messing

I Tivolis stiliserede dukkehus var der i går lagt op til en munter aften med en næsten udsolgt sal; flertallet af publikum ikke overraskende i pensionsalderen med nybobbet hår og guldknappet blazer.

Koncerten i Glassalen markerede Ib Glindemanns orkesters 10-års jubilæum med Theis Jensen og opmarcherede selvsagt ingen eksperimenterende alternative jazzstudier, men en ordentlig røvfuld velgørende numre fra jazzens barndom af bl.a. Glenn Miller, Louis Armstrong, Gene Krupa, Woody Herman plus egne numre helt uden ubehagelige overraskelser og synthpjat.

Orkesterlederens jazzhistoriske anekdoter og publikums engagement og glade tilråb gjorde aftenen til rigtig god i sin genre, men også den tre-årige tumling på sædet ved siden af mig -med medbragt mor og superklistret rødstribet slikkepind – virkede rimelig godt underholdt trods periodiske gibben på grund af kraftfuld blæsersektion.

Undertegnede ville i øvrigt uden betænkning have givet arrangementet 6 ud af 6 mulige, hvis der havde været plads til at få danset kriblen ud af rækkerne af vippende højrefødder.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af