JAZZ: Stanley Clarke – bølgende basbrus

Fredag aften åbnede et næsten fyldt Pumpehuset sluserne op for en af basgenrens mere markante og funkfaderlige skikkelser.

Med den obligatoriske forsinkelse steg både forventningen, men i særdeleshed også temperaturen, blandt tilhørerne. Men så skete der noget! Fem trimmede mandfolk gik på scenen – nogle yngre end andre – og placerede sig ved trommer, keyboards, elektrificeret violin og to gange bas. Naturligvis med mr. Clarke som den sidst ankomne til scenen.

Koncerten havde dog vanskeligt ved at finde fodfæste, selvom størstedelen af publikum ved det første basslag kollektivt lystrede og voksede et par centimeter i begejstring. Den indledende fase drev over i Mingus-kompositionen ‘Goodbye Pork Pie Hat’, og udover et opløftende ridt af gruppens anden bassist fra Cameroun, ja, så trak dette og flere af de andre numre ud. Det var en smule statisk og “på rutinen”. Eksempelvis nåede pianisten aldrig at rive sig ud af den sikre fusionskulisse.

Langt mere interessant og sitrende blev det, da Stanley Clarke fik rullet sin kontrabas ind på scenen, og skulle udføre solonummeret ‘Touch’ . Her vågnede flere fans og Clarke gav et fingersnildt studie i percussivt basspil tilsat lidt flamenco og et funky touch.

Efter soloen skulle publikum på en rejse tilbage til skoletiden- Clarke hev sin klassiker fra ’76 frem: ‘Schooldays’. Vi fik en 15 minutters lektion i en drivende funkodyssé der tordnede direkte i publikums knæskaller. Det aktiverede dans på stedet.