JAZZ: Supersilent – superstøjende elektroavantgarde

Det er så skønt med norske Supersilent, at de hverken giver deres albums eller deres numre navne. Albummerne hedder simpelthen bare ‘1’, ‘2’ osv. og numrene følgelig ‘1.1’, ‘1.2’ osv. Således er man dejligt befriet for at skulle kloge sig på, hvad det nu er, de spiller.

I stedet kan man koncentrere sig om den fantastiske støj de, på trods af deres navn, kunne levere på allehånde tangentbaserede instrumenter, knapper og pedaler – og en enkelt trompet. I den frække ende af trompeten bidrog Arve Henriksen til Supersilents store, meget nuancerede lydbillede med blæs, slag og råben i messingen.

Det kræver stor præcision, dygtighed og en vågen lydmand at levere så flot en koncert, som Supersilent gjorde på Jazzhouse denne lørdag aften. Lydmanden, Audun Strype, er da også noteret som medlem af bandet, som også tæller Ståle Storløkken på keyboards og Helge Sten, som er noteret for at bidrage med ‘treatments’.

En behagelig treatment var det under alle omstændigheder, publikum blev udsat for. Hvid støj, buldrende, knitrende keyboards, en bas, som kunne ryste nyrerne løse, hvisken og råben, knastørt trompetspil, hvinen og brølen – stor brutalitet og smuk følsomhed, honoreret med store bifald fra publikum, som vidste hvad de var kommet efter og ikke gik forgæves.