Rammstein

De tonstunge teutonere er tilbage, og denne gang har de et par nye ting med i sækken. Rammstein formår på deres nye album på subtil vis at revitalisere bandets udtryk uden samtidig at ødelægge deres distinkte lyd.

Det, der slår én, når man lægger øre til ‘Reise, Reise’ er, at det umiskendeligt træder mås, som kun Rammstein kan gøre det. Men samtidig har albummet en friskhed, der var endog meget svær at finde på forløberen, den metaltrætte ‘Mutter’. Grunden til dette skal blandt andet findes i, at pladens spændvidde er væsentligt bredere, end man før har hørt fra Rammstein, både når det gælder komposition, stemning og lyrik, og der er faktisk ikke to numre på ‘Reise, Reise’, der lyder ens. Hvert nummer på pladen får lov til at skabe sit eget univers, og det nedbringer i høj grad den repetitionsfaktor, der hidtil har været Rammsteins største hæmsko.

Pladen bliver dog holdt sammen af den frygtindgydende vellyd, som man er blevet vant til at høre fra Rammstein. Stereobilledet er simpelthen til et rent 13-tal, og albummets store brug af rigtige kor og strygersektioner giver ekstra liv og dybde til arrangementerne. Et præmieeksempel på dette er nummeret ‘Morgenstern’, der giver minder om Wagners mere febersyge fantasmagorier.

Lyrisk og vokalmæssigt er ‘Reise, Reise’ uden tvivl Rammsteins bedste album. Sanger Till Lindemann har inkoorpereret langt flere melodiske elementer i sin vokal, og teksterne er hele albummet igennem uhyggeligt skarpe. Specielt bør nævnes Lindemanns fantastiske refortolkning af Goethes klassiske digt, ‘Der Erlkönig’, på ‘Dalai Lama’ og hans hylende morsomme og stærkt morbide fabuleren over sagen om den tyske kannibal Arwin Meiwes’ på ‘Mein Teil’. Disse emner ligger dog indenfor, hvad man normalt ville forvente fra Rammstein. Hvad der er mere overraskende er, at ‘Reise, Reise’ faktisk også lægger hus til nogle særdeles stærke og ærlige kærlighedssange i ‘Ohne Dich’ og ‘Amour’.

‘Reise, Reise’ holder niveauet fra A til Z og indeholder i hvert fald en håndfuld fødte Rammstein-klassikere, og det er sgu svært ikke at fælde en lille tåre over, at de elskværdige østtyske pyromaner er kommet tilbage på rette spor igen.

Rammstein. 'Reise, Reise'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af