The Alchemist
Alkymisten blev introduceret til musikbranchen i 1993 gennem DJ Muggs fra Cypress Hill og gutterne fra The House Of Pain. Siden da har han produceret et hav af beats for eks. Big Punisher, Last Emperor, Mobb Deep mfl.
På ‘1st. Infantry’ viser The Alchemist, hvad han kan som producer og rapper i samspil med forskellige kunstnere. Numrene er forskellige både i genre og lyd, eftersom de afspejler de enkelte kunstnere.
Folk som Mobb Deep, Dilated Peoples, Lloyd Banks, Nas, J-Hood, Styles, Sheek, The Lox, Devin The Dude, Pimp Squad, The Game, B-Real fra Cypress Hill giver deres personlige bidrag til at gøre albummet interessant og varrieret.
Generelt er beatsene hårde og langsomme men spækket med finesser. ‘Where Can We Go’ ‘Strength Of The Pain’ og ‘Your Boy Al’, stikker af fra albummets rapnumre, da de er mere soul inspirerede. Interludsne indeholder humoristiske og underholdende episoder, hvor man introduceres til The Alchemists univers. Her møder man bl.a. overfladiske idioter fra musikindustrien, der ikke fatter en bjælde af noget som helst.
I selskab med Mobb Deep leverer guldmageren et tilbagelænet langsomt og tungt beat på ‘It’s a Craze’. Udover dette nummer præger Havoc og Prodigy endnu fire af albummets i alt 19 numre med deres personlige stil og hårdtslående beats bl.a. ‘Tick Tock’, som er lavet i samarbejde med Nas.
Der er flere numre som jeg synes holder 100 % udover de nævnte. På ‘Stop The Show’ er beatet oppe i tempo, som det plejer at være, når Stat Quo og MOP rapper på deres aggressive måde og pisker en feststemning op. En helt anden stil præger ‘Strength Of The Pain’, som er en velproduceret soulballade sunget af Chinky med den forførende kvindestemme. På ‘Bang Out Beat’ giver B-Real fra Cypress Hill den gas med sit nasale flow. Det mekaniske og insisterende beat klistrer bare fast på ens trommehinde. Det skyldes sikkert de elementer, der er hentet fra Michael McDonald og resten af The Doobie Brothers’ hit ‘Jesus Is Just Alright’.
Albummet slutter fint af med ‘Different Worlds’. Her fortæller Twin og The Alchemist om hver deres opvækst. Den ene kan de fleste blege danske hip hop fans sikkert nikke genkendende til. The Alchemist er nemlig vokset op i et socialt og økonomisk velfungerende miljø. Han skulle have været advokat men valgte musikken. Twin har haft en hård opvækst i ghettoen uden nogen lyse fremtidsudsigter. Pointen med de to historier er at vise den alsidighed, som er en hip hop kulturens forcer. Nummeret er super velfungerende med et let beat, der går godt i spænd med Twins og The Alchemists rap. Man kan dog godt høre, at The Alchemist er mere trænet i at sidde ved producerknapperne end i at rappe.
Desværre er der generelt intet banebrydende ved de enkelte numre. De mange forskellige stilarter og kunstnere presses ind på samme hylde, hvilket giver et rodet helhedsindtryk. Sammensætningen skaber alsidighed, men det fungerer bare ikke optimalt.