Jon Spencer Blues Explosion er et fænomen på scenen. Blues-skrig, sprøjtende sved, guitar-grooves og tunge beats smelter sammen til fester af format. Det er selvsikkert og sexet. Men en samtale om deres nye album i en kølig hotel-lobby, med en diktafon som eneste publikum, er en helt anden sag…
Er det virkelig ham, jeg ser i den anden ende af hotellobbyen? Han sveder ikke engang. Eller skærer tænder. På scenen brøler, sprutter og vrider Jon Spencer sig, som var han punkrockens krydsning mellem Elvis og en varulv. Men her ser han ganske blid og rar ud på trods af sin forkærlighed for farven sort. Det store pjuskede hår, de buskede øjenbryn, skjorten og bukserne. Alt er sort.
Jeg giver ham hånden og forklarer, at jeg gerne vil tale om “the blues”.
– Well, good luck, svarer han kort.
Den der blå følelse
The Jon Spencer Blues Explosion pladedebuterede for et dusin år siden, men på trods af bandnavnet og hans tunge erfaring er frontmanden ikke meget for at definere blues-fænomenet.
– Jeg prøver stadig at finde ud, hvad det er for noget. På vores nye album prøver jeg netop at konfrontere idéen om “the blues” – at skrive om hvilken betydning den har for mig. Jeg kender de fysiske konsekvenser – jeg kan mærke smerten, hvordan det slider på min krop. Men nu er jeg også kommet frem til, at blues er helende rent mentalt. Det er derfor, jeg stadig sidder her i dag. Musikken får mig til at føle mig levende, så simpelt er det, forklarer Jon Spencer eftertænksomt.
Tvivlen omkring betydningen af “the blues” skyldes måske, at The Blues Explosion, bestemt ikke spiller traditionel blues. Op gennem 90’erne opbyggede de en trofast fanskare med deres energiske barbecue-mix af guitargrooves, tunge hiphop-beats, punkparanoia og Spencers Elvis-vokal. Men selvom Spencers tekster primært var stykket sammen af udbrud som “Bluuuuues Exploooosion!”, “Yeah!” og “The Bluues is number one!”, var det ikke blues.
Skadeligt nyt album
Guitarist Judah Bauer forguder godt nok gamle blueslegender som R.L. Burnside og Hound Dog Taylor, men Jon Spencer og trommeslager Russel Simins har altid dyrket både punk og hiphop. Disse modsætninger har sået rygter om splid i bandet og med sikkerhed betydet, at The Blues Explosion på deres seneste fire album har penduleret frem og tilbage mellem beskidt og blues’et rock ‘n’ roll og en mere beat-baseret stil.
– Vi har ingen interne kontroverser. Vi bringer bare hver især noget forskelligt med i studiet, og så er det mere eller mindre tilfældigt til hvilken side vægten tipper. Det er altså ikke bevidst, at vi skifter stil fra album til album, fortæller Jon Spencer lidt irriteret.
På det nye album, ‘Damage’, er det igen de tunge beats, der styrer skuden, og trioen har inviteret nogle tunge drenge med i studiet til at skrue på knapperne. Man forbinder ikke umiddelbart producere som DJ Shadow, David Holmes og Dan the Automator med rock ‘n’ roll, men ikke desto mindre er de kollaboratører på en stribe af albummets sange. Er The Blues Explosion løbet tør for kreative kræfter, siden de skal have så omfattende hjælp?
– Vi søger bare hjælp til at realisere vores materiale bedst muligt. Når en sang er færdig, spørger vi os selv, hvilken producer der kan få hjertet frem i den. Det er ikke en eller anden pladeselskabsperson, der finder vores samarbejdspartnere. Det er os selv, og vi er ligeglade med, om folk finder det mærkeligt, at vi arbejder sammen med DJ Shadow. Det er ikke som olie og vand – de folk vi hænger ud med går ikke så meget op i genreafgrænsninger, siger Jon Spencer.
For cool til pressen
Resten af bandet har sluttet sig til bordet, men nægter at deltage i samtalen. Russel Simins leger en nedstirrings-leg med mig, som havde jeg pisset på hans blues-bål, og Judah Bauer kigger længselsfuldt efter en bunke puder i hjørnet. Imens snakker deres frontmand om sin nyfundne seriøse tone.
– På den nye plade er der sange med et politisk budskab. Jeg er blevet ældre, og nu føler jeg så stærkt for nogle ting, at jeg bliver nødt til at skrive om dem, forklarer han.
Men det ser faktisk ikke ud til, at han selv tror på det, og hans politiske tekster begrænser sig da også stort set til “Can’t talk peace, when you’re making war”. Hos Jon Spencer handler det mere om stil end om indhold. Han er en showmand, og det er på scenen, han lever og sveder.
Måske er bandet for cool til at tækkes pressen. Måske har de ikke noget at sige. Måske er de bare nogle arrogante røvhuller. Som gammel fan vælger jeg den version af virkeligheden, hvori de netop har jammet deres hotelværelse i stumper og stykker, bundet en flaske Jack D og simpelthen bare har kroppen for fuld af “the blues” til at snakke…