Medeski Martin & Wood

Medeski Martin & Wood (MMW) har efterhånden et betragteligt katalog bag sig – i alt 10 titler, hvoraf den seneste var den arketypiske og viltre ‘Uninvisible’ fra 2002.
Trioen MMW er den syrede dark horse på Blue Note-selskabet som på deres nyeste album har allieret sig med John King som producer. Han er en af hovedaktørerne i Dust Brothers og anerkendt for sit producerarbejde med bl.a. Beastie Boys og Beck.

King har ikke fravristet trioens varetegn, nemlig den sumpede, groovy og karske omgang med instrumenterne specielt ytret gennem Medeskis karakteristiske orgelbehandlinger, men har udsat indspilninger for forskellige maskinelle manøvrer.

Titlen ‘End of the World Party (just in case)’ har et noget dunkelt skær over sig. Dette forplanter sig på en stribe af cd’ens numre, men der dukker også opkvikkende og gode swingende fornemmelser ud af MMWs bedrifter. Trioen virker i fin form omend en grovfil kunne ha’ barberet antallet af skæringer nogle stykker ned. Som gæstespirrevip har trioen hidkaldt guitaristen Marc Ribot som pepper 4 af albummets numre op.

Alt i alt bør disse fremhæves: ‘Reflector, ‘Gato Mami’ (som er pladens mest jazzede bidrag garneret med en særdeles veloplagt Medeski), ‘Shine It’ og ‘Queen Bee’ – disse kompositioner formår med finesse og en uændret pågående og beskidt tone, at sætte nye hegnspæle i MMWs både sinistre og sprælske landskab.

Men ‘End of the World Party (just in case)’ er ikke noget skelsættende mesterværk. Dog skal man ikke underkende deres frapperende evne til at liste vævre rytmer og snigende listigheder ud over rampen, hvilket gør dem til noget specielt. Skuer man udover dagens jazzverdenskort hører MMW unægteligt til blandt uglerne i mosen.

Det virker her på falderebet mest nærliggende, at appellere trioen om, at de måske skulle slynge mere guitar indover og gå mere i flæsket på deres materiale, og forfine deres skælvende øjeblikke som absolut har færten af noget langtidsholdbart.