Marc Moulin

Pladen “Entertainment” består af 10 vakse hvirvelstrømme anno 2004 med Moulin selv på keys og som arrangør, Bert Joris på trompet, flugelhorn, Christa Jérôme med småvovet, omend klichéagtig vokal og Peter Schneider på percussion.

Takten slåes an på nummeret “Silver (Who Stole The Groove?)” – hvor Marc Moulin er i fortællerhjørnet med en ode til Horace Silver. Andre ikoner, som Moulin både ihærdigt og afdæmpet kommer i krydsild med, er Miles Davis, Chet Baker og Jimmy Smith.

Oder og referencer er en ting, noget ganske andet er praksis. Moulin anses i Blue Note-selskabet som værende den belgiske (musikalske) surrealist og “Godfather of Electro-Jazz”.
Det er nærliggende at hive Jazzland-selskabet ind som sammenligning. Skal man kort redegøre for hvorfor Marc Moulin har så ufattelig meget at lære fra Bugge Wesseltoft og kompagni, så er det fundamentet – altså et bedre kendskab til både de elektroniske og jazzens væsen og virkerum.

Moulin forekommer stereotyp, og fornemmelsen man ender op med efter de 10 numre minder mest af alt om den, man sidder med efter at have gennemanalyseret og udtømt et surreelt billede.

Først og fremmest er der ikke nogen klarhed over, hvad dælen vi skal med det her moderne og samtidig antikverede loungelydtæppe. Der gives kun enkelte afsæt, ikke regulære længerevarende og holdbare temaer, som løfter “Entertainment” op i en kategori som unik, nytænkende eller fuldfed.

For denne lytter bliver pladens samlede resultat en ikke særlig opløftende karakter, primært fordi Moulin hæfter et galt prædikat på sit værk og bruger jazzgenren, som et uafklaret offer for sine transparente og kunstige klange. Enhver anden gæv arrangør fra house- eller electronica-genren vil kunne sætte “Entertainment” til vægs uden at involvere jazzen på en så lemfældig facon.

Det ene point gives fordi Moulin trods alt prøver, og det andet point gives til Philip Catherine som bringer et af pladens få overraskelseselementer på nummeret “Easy” – ja, så let kan det gøres, fristes man til at mene.