The Unicorns

Canadiske The Unicorns er fuldstændigt uregerlige og overlegent fantasifulde. DAMP-børn fanget i en farverig popverden. Nicholas Diamonds og Alden Ginger kan ikke holde opmærksomheden i ro ret længe ad gangen, og derfor maser de som regel tre eller fire melodier ind i hvert nummer og nedbryder dermed ethvert spor af en konventionel popsang.

Men skidt med det, for The Unicorns’ destruktion af popskabelonen er meget sjovere end den vante vare. Alle deres sange er et virvar at fængende hooks, vanedannende melodistumper, følsomme vokaler og uidentificerbare lyde og effekter. De afløser hinanden på kryds og tværs, så grænserne mellem vers og omkvæd, op og ned, ironi og alvor opløses, som med et magisk trylleslag fra en gavmild fe.

Hvis Tiger Tunes tissede på Grandaddys sukkermad, mens de gravrøvede Pavements stadigt sprælske lig, ville det måske lyde sådan her. Som isterninger i punchen bedækkes den uforudsigelige indierock med analoge keyboards, cello, blokfløjter og stort set alle andre instrumenter, som man kan blæse i. Heldigvis drukner det ikke teksterne om blandt andet ensomme enhjørninge, amerikansk udenrigspolitik og det skræmmende efterliv.

Albummet var ude allerede sidste år på den anden side af Atlanten, men langt om længe får vi europæere nu også lov at smage på den kilde, som The Unicorns synes at trække deres uendelige idémylder fra.