Palt
De sjællandske metalvikinger i Palt begejstrer og frustrerer i næsten lige stor grad på deres nye ep, ‘When the Shit Hits the Fan’.
De spiller en primalt groovy og til tider funky fusionsmetal, der får mig til at tænke på det tidlige System of a Down, Dog Fashion Disco, såvel som Infectious Grooves og danske Impotators. Man føler sig hensat i en lille tidslomme fra midthalvfemserne, og selvom det bestemt er et glædeligt genhør, så er det altså svært at høre det nye i Palts flagrende kompositioner.
Bandets styrke er deres evne til at finde de simple men stærkt effektive riffs, som i det herligt gumpetunge ‘In the Progress’, og den rytmiske sans for det gode groove, som de viser i arrangementerne.
Til gengæld er ep’ens seks numre generelt for rodede og for lange. Palt lider lidt af ungdommelig kådhed, en ‘se hvad vi kan’-attitude, hvor de mere eller mindre umotiveret kører ud af forskellige ganske morsomme, men i sidste ende forstyrrende tangenter, der gør det svært at holde fast i det solide fokus, som numrene rent faktisk indeholder.
Samtidig er vokalen, på trods af en brav indsats fra forsanger Odin, i længden lidt flad og endimensionel, hvilket også skyldes den tvivlsomme produktion, der generelt plager ep’en.
Palt indeholder uden tvivl en masse talent, og i momenter er der nogle smågeniale detaljer ved deres lettere vanvittige univers. Men de trænger i høj grad til at gribe møggrebet og få muget ud i det kaotiske væld af ideer, som de insisterer på med djævlens vold og magt at presse ind i kompositionerne på ‘When the Shit Hits the Fan’.