Cat Power – sky og enerådig på scenen

Enerådig og sky som en kat om natten. Noget i den retning var den amerikanske sangerinde Cat Powers udstråling, da hun onsdag gæstede Lille Vega helt alene. Og det var vitterligt helt alene. Det eneste til at gøre hende selskab denne aften var et sort flygel og hendes elektriske guitar. Det er kunstnerisk nøgenhed og mod af den slags, der enten brister eller bærer.

Om Cat Power var man ikke i tvivl. Hun sad der mutters alene, fordi hun ville og sikkert også bare måtte synge sine sange med alt deres skrøbelighed af den salgs, der får alle de små hår til at rejse sig. Hvad enten hun sang egne sange, som den smukke ballade ‘Names’ eller en coverversion af Otis Reddings soul-klassiker ‘I’ve Been Loving You Too Long’.

Og netop som hun havde begyndt en coverversion af en Bonnie ‘Prince’ Billy-sang begyndte kaoset af bryde ud for Cat Power. Hendes guitar stemte ikke, men stemme den selv magtede hun ikke. Om hendes berygtede indtag af alkohol, når hun er på scenen, var afgørende her, vides ikke, men fungerede gjorde det ikke for hende med de seks strenge i hånden.

Klaveret blev indtaget, men også her måtte Cat Power give op. “Does anybody know where the e-note is?”, spurgte hun ud til publikum, og slog enkelte akkorder an for sig selv, imens hun bandede højere og højere. Startede en sang, gav op, og startede så en ny, som også blev opgivet. Så i grunden bristede det for Cat Power at sidde helt alene på den store scene foran et meget tålmodigt publikum. Alle de ydre ting ville ikke spille sammen med hende, men Cat Power ville give sine gæster en oplevelse trods alle odds.

Så efter kaotiske mellemregninger endte hun alligevel med at levere nogle virkelig intense og smukke øjeblikke, for det personlige nærvær og den store stemme forlod hende heldigvis ikke. Fighter-viljen fik katten gennem natten med skindet i behold.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af