Vive La Fete
Så er der igen nyt fra den letpåklædte trutmund, Els Pynoo, og den ranglede Zorro-klon, Danny Mommens, der sammen danner front i belgiske Vive La Fete.
Det har nu aldrig været det svulmende ordforråd, der har været det opsigtsvækkende ved Vive La Fete, men derimod deres leveringsdygtighed, når det gælder ørehængere. På dette, deres fjerde udspil, bobler hormonerne lige under overfladen i gammel kendt stil samtidigt med, at eftertænksomheden også har fået en lille, men klædelig, plads.
Men på trods af de små melankolske indslag ændrer det ikke ved det faktum, at størstedelen af numrene skydes afsted i hoftehøjde og kastes frem og tilbage mellem lige dele minimalistisk electropop, stramtsiddende punkattitude og distrete vokaler, der næsten lyder overraskede over at få lov til at bryde igennem den strengt tilrettelagte lydvæg.
‘Grand Prix’ fører sig frem med stilsikre bevægelser, og kun få gange vakler det under albummet, som på den lidt malplacerede lukker, ‘Miracle’, der afslører, at Els Pynoos vokal ikke er på hjemmebane, når udtrykket bliver mere afdæmpet.
Som følge af deres efterhånden ganske omtalte liveshows, har forventningerne ikke overraskende været høje forud for dette udspil. Trofaste lyttere vil ikke blive skuffet, ej heller nytilkomne, for med ‘Grand Prix’ placerer Vive La Fete sig eftertrykkeligt i spidsen for denne subgenre, hvori de tidligere var ganske enerådende.