Isobel Campbell & Mark Lanegan
Rockmusikkens mest rustne søm, Mark Lanegan, står på ‘Ballad of the Broken Seas’ ved siden popmusikkens mest luftige og lillepigeagtige vokal, den tidligere Belle and Sebastian-sangerinde Isobel Campbell, og det virker helt som forventet.
Der er mange meget fine momenter i sangskrivningen på albummet, som stort set består af duetter imellem de to. Men man sidder tilbage med den tanke, at det hele er lidt fortænkt. Lanegans ekstremt dybe stemme bliver nærmest en kliché på flere numre, og lydproduktionen, som Campbell har stået for, bringer tankerne hen på en blanding June Carter og Johnny Cash eller Jefferson Airplane. Man kan nærmest se kornmarkerne for sig, og den sortklædte mystiker der jager den hvidklædte ungmø. Desværre mere ufrivillig morsomt, end rigtig godt.
Der er langt imellem de gode duetalbums med originalt materiale, og det er da også ganske forfriskende at de to tager formen op. Alligevel er de bedste numre, dem hvor enten Lanegan eller Campbell tager teten og får backup af den anden part. For eksempel i nummeret ‘Revolver’ (som i øvrigt dybest set er en genskrivning af Lanegans tidligere ‘Like Little Willie John’), hvor netop formen med herrevokal og kvindekor fungerer allerbedst. Også ‘Ramblin’ Man’ falder ind under denne kategori, hvor produktionen bare så skammeligt meget minder om Tom Waits light, at man må hæve øjenbryn på en yderst skeptisk facon.
Numre som ‘Black Mountain’ og ‘Saturday’s Gone’ viser, at der som sagt er tale om rigtig god sangskrivning. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at det hele kunne have været mere interessant med en mere erfaren producer. Og ja… så vil jeg egentlig hellere have en soloplade fra dem hver.