Stereolab
Stereolab er bandet, der nægter at give op eller efterleve tidens modeluner. Med en årlig udgivelsesstrøm siden ’91 har grædekoret af fans forlængst meldt sig, for »deres gamle plader var meget bedre«. Nu er de igen, igen tilbage med en opsamling af singler kombineret med nyt materiale.
Recepten for Stereolab er ikke til at tage fejl af: Med afsæt i rare grooves og analoge dimsedut-instrumenter har de magelig fundet sig til rette mellem krautrock og psychedelica light. Laetitia Sadiers stemme på ‘Fab Four Suture’ er sædvanen tro helt distanceret, men man skal ikke tage fejl af deres skønhedsprojekt. Alt klinger funklende klart og numrene ‘Get A Shot Of The Refrigerator’ og ‘Kyberneticka Babicka’ minder om, hvorfor Stereolab i sin tid var toppen af poppen.
Historien kommer uden tvivl til at indeholde sit særskilte kapitel om Stereolab, men lige nu er der andre og vigtigere musikalske oplevelser derude end et nostalgitrip. Kort sagt, det er snart på tide at skifte den plade, der hakker i sin inderste rille.