Murder – mo(r)derlig omsorg

Nogle gange efterlader et pladecover forstyrrende pletter på nethinden. For eksempel Jacob Bellens og Anders Mathiasens crossdressede bryllupsbillede på ‘Stockholm Syndrome’-albummet fra 2006. Hvad hulen skal man forvente af en koncert med det sære musikalske ægtepar?

I Musikcaféen var tosomheden opgraderet med kontrabassist, cellist og guitarist med hang til banjo. Det lave loft konsoliderede koncerten igennem den himmelstræbende akustiske neo-folk med 70’er klang og country-clash. Og det sammensatte band var et godt eksempel på flerkoneri, når det fungerer: Stærkt sammenspillede og med gefühl for forsanger Jacob Bellens særegne vokal, der fik det siddende publikum til synkront at lægge hovederne på skrå og iføre sig uendelige blikke. Der var dømt intimt down-tempo fra start til slut.

Jacob Bellens røst er ikke ubegrundet blevet rist og rost for at minde om en yngre David Bowie – men den 60-årige fødselar har vel ikke patent på et udtryk. Denne københavnske White Duke udsendte så meget mo(r)derlig omsorg, at man blev fristet til at kravle op i hans skød og ligge der og nyde fars lavmælte sang. Og blunde en lille smule, for monotont blev det i længden. Bassistens dunkende pulsslag fungerede flere steder som musikkens ‘mund til mund’, der holdt liv i systemet – og guitaristens grøntlakerede tommelfingernegl som en skøn ridse i det sceniske stilbillede.

Konflikten mellem det melodiske og det monotone forblev desværre aftenens højdepunkt. Publikums blikke forblev uendelige, men muligvis fordi tankerne fløj hen mod morgendagens bedrifter eller på hvor kontrastfyldt aftenens band i virkeligheden er. For deres navn er jo antitetisk som bare Fanden (i lyserød marengskjole). Og selvom om man efterhånden har lært, at man ikke kan stole på et dødsmetalband med navnet Candyfloss, så kan man altså heller ikke forvente særlig meget RRRRROOOAARRWW, når Murder går på scenen. Hjerteblod skorter det dog ikke på, og det skal de have tak for.