The Horrors

Det er ikke svært at afskrive engelske The Horrors allerede inden de har slået den første tone an. For de overhypede briter er noget af et konceptband. Idéen, der gennemsyrer alt hvad de rører, er naturligvis gru og rædsel, som navnet ligesom afslører. Tøjet er sort, ligesom eyelineren og mascaraen. De bruger kunstnernavne som Spider Webb og Coffin Joe, mens videoen til ‘Sheena Is a Parasite’ fra ekstremernes mester Chris Cunningham tog os endnu dybere ind i rædselskabinettet.

Men nu hvor debutalbummet ligger klart beviser The Horrors heldigvis, at musikken er meget mere end bare et sjovt, gennemført påhit. Misforstå mig ikke, konceptet køres helt ud, når garagerocken og punken gru-intensiveres med orgel, synth og sylespidse guitarriff, mens Faris ‘Rotter’ Badwan skriger sine skrækindjagende eder udover det hele, som en ny Nick Cave.

Men koncept eller ej, så fungerer albummet. Specielt på de mere psykedeliske numre, som ‘Count in Fives’ og ‘She Is a New Thing’, hvor Spider Webbs orgelspil får den plads det fortjener. For det er i samspillet mellem de skærende guitarer og de repeterende orgelpassager, at The Horrors store styrke ligger. Punkenergien på ‘Gloves’ og ‘Sheena Is a Parasite’ er dog også vejrtrækningsbesværende som løkken om halsen.

Så tag hænderne væk fra øjnene og se med, for The Horrors forstår trods al indpakning at gå nye veje og styre udenom emo, indie, electro, og hvad alle andre ellers dyrker for tiden. Og det er grusomt bekræftende.