The Tellers

Ah, hvor mange glædens timer har ‘anti-folk’ ikke bragt mig? Giv mig en hippie med en akustisk guitar, få akkorder, lettere falsk vokal og svajende slinger i valsen, så er jeg ofte tæt på at mene, alt udover det er overflødigt krimskrams.

Duoen The Tellers fra det i rocksammenhæng eksotiske Belgien (alle der uden at lyve kan remse mere end ét band op derfra, venligst rejs Jer op) synes at dele min filosofi. På deres debut-ep får vi syv korte sange, hvor rytmisk akustisk guitar og en let, læspende vokal tilsat sød accent udgør fundamentet. For det meste ender det med at lyde som Baby Shambles, der tromler ind i dit hjem efter pubben er lukket, og insisterer på at spille den første plade med Violent Femmes på din western guitar, hvilket er mindre spændende end det lyder.

Sjovere er det, når The Tellers skruer ned for energien som på ‘I Lie’, hvor de med viskende vokal næsten nærmer sig samme fine melankolske tone som pigerne i sørgeligt oversete The Softies altid ramte. Men hvis man tænker over, hvor gode folk som Herman Düne og Kimya Dawson er til at få noget nyt ud af den her underspillede stil, så er The Tellers pludselig i nærheden af at minde om ham den irriterende fra efterskolen, der altid stak af med din guitar for at ublu forsøge sig på ‘Wonderwall’ foran alle.