Grant-Lee Phillips

Mindre end et år efter Grant-Lee Phillips udgav coverpladen ‘Nineteeneighties’, er den amerikanske sanger nu klar med sit femte studiealbum, opkaldt efter et besynderligt kosmisk stof, der kan forårsage verdens undergang. Hvis det altså falder i hænderne på de forkerte og den slags.

Titlen er dog langt mere mystisk end selve albummet, for siden Grant i 1999 opløste resterne af det storslåede, men kommercielt fortabte rockband, Grant Lee Buffalo, har han brugt sit krudt på akustisk og velklingende solskinspop med tydelige vink til 70’ernes Jackson Browne plader. Ingen skarper kanter her, nej, men masser af sand i skoene, søvndyssende sol i øjnene og lunken fadøl i glasset. Således er ‘Strangelet’ en musikalsk sækkestol, hvor man langsomt synker ned i ugidelighedens herlige favntag. Behageligt, men ikke stor møbelkunst.

Det er lang tid siden Grant sidst har overrasket på sine soloplader, og du må ikke sætte næsen op efter åbenbaringer på dette album, hvor Grant lægger endnu mere afstand til Grant Lee Buffalos episke folk-rock. Man kan diskutere om en mand, der op gennem 90’erne skrev fire af de absolut bedste amerikanske plader nogensinde, burde stille sig tilfreds med at blive ved med at hive samme kanin op af hatten igen og igen, for selv om ‘Strangelet’ faktisk er hans bedste soloplade til dato, så er det stadig umådeligt svært at kvæle den grimme følelse af, at manden spilder sin tid på denne halvkvapsede popmusik.