Nina Nastasia & Jim White (trommeslager)

Ikke mange laver så nøgen musik, som Nina Nastasia har gjort på sine fire forudgående album, og ligesom på de to seneste er hendes seneste udspil underbygget af Steve Albinis fundamentalistiske ideologi om et knastørt lydbillede og den australske Dirty Three-trommeslager Jim Whites ekspressive stil. White har denne gang fået en mere fremtrædende rolle, fordi som det fremgår af navnene på coveret, er albummet skabt i forestillingen om et decideret sidestillet duo-samarbejde.

Det er dog hurtigt tydeligt, at de to på trods af titlen absolut ikke følger hinanden i gængs forstand. I stedet opbygges dynamikken i kontrasten mellem Nastasias indadvendte sange af sorg og isolation og Whites voldsomt abstrakte trommer, der er ualmindelige i en sådan kontekst, da de har mere tilfælles med freejazz og improvisationsmusik.

Indimellem giver det en noget udflydende karakter, så det stilistiske kommer til at skygge for selve sangene. På pladens største øjeblik ‘Our Discussion’ fungerer det dog guddommeligt. Med foruroligende afklaret ro afviser Nastasia fatalistisk tro, håb og kærlighed, mens Whites frenetisk løse slag perfekt fremmaner tilhørende følelse af et sind i kaos. Den endelige kollaps lurer undervejs, som de små tab af stemme i ‘I’ve Been Out Walking’ og de abrupte stop og start i ‘I Write Down Lists’. Værket rummer samme ambivalens, som man erfarer i ødemarken blandt krager og prærieulves hyl. Det man frygter mest, kan være det, som styrker én.