Kocky
Fra pladeselskabet, der også huser synth-drengene Lo-Fi-Fnk, kommer David Åström, der tidligere har produceret hiphop under navnet Soul Supreme. Og hiphop er stadig en stor del af Åströms univers som Kocky, dog ikke den slags med store egoer. I stedet pakker han nu sine produktioner ind i masser af tidens synth og skaber et fermt, dansevenligt univers på debutalbummet.
Med til at peppe produktionerne op har han en imponerende line-up af vokalister, fra internationale kræfter som Play Paul og Hey Willpower til de lokale hiphoppere Mapei, Timbuktu og Chords og popcrooneren Jens Lekman. Ofte fungerer samarbejdet bedst, når Åström har hiphopperne foran mikrofonen, for deres flow og tyngde skaber gode kontraster til hans ofte lidt fimse-friske beats. ‘Get That Dough’ med Timbuktu & Chords er det bedste eksempel, hvor det hele legende let går op i en højere enhed og groover derudaf.
Nummeret efterfølges af ‘Things U Do’, hvor Hey Willpowers falset viser den anden ende af spektret. Han spiller ikke på samme måde op mod synthpoppen, men omfavner den i stedet som en naturlig forlængelse af sit eget album ‘P.D.A.’ fra sidste år. Det fungerer og beviser Kockys styrke.
Det bliver dog en anelse for ferskt, når Rosanna Munters r’n’b-vokal smyger sig om beatene som på ‘Tricks’ og meget bedre går det ikke for Jens Lekman, hvis fine poprøst gør sig bedre langt væk fra pumpende beats og synthflader.