Vive La Fête – kaos før midnat
Dem, der stod forrest, kom for at se Belgiens bedste ben. Og dem, der lænede sig ud over Lille Vegas balkon, risikerede at blive blæst omkuld af den højrøstede sopran, Els Pynoo. Hun antog selv en Vogue-posering med moderigtig orkan i hår og skørter, da et maskeret backingband ankom til tonerne af en wienervals. Herfra ændrede alt sig. Tangentspilleren klemte en tyk streg synthesizerpasta ud af tuben, mens trommerne pumpede præcise taktslag.
Numrene fra den seneste plade, ‘Jour de Chance’, sig at være gruppens stærkeste kort. Pynoos fransk-parfumerede vokal på ‘Stupid femme’ fik et flueben på notesblokken, mens hendes partner Danny Mommens sang ‘Quatsch’ med tysk lyrik og et stållegeret rytmisk trav, så selv Göring ville være stolt, og hidkaldte discodjævlen fra Belgiens glade EBM-dage. Dengang hvor industrial-bandet Front 242 spredte brand i øregangen.
Vive La Fête er kendt for at kunne gøre en koncertsal letantændelig ved at spille powerpop med Melodi Grand Prix-rundgange og energisk eurorock, som gjaldt det livet. Denne gang endte koncerten i kaos, da to hormonfyldte vagter stod som skumslukkere i hver sin side af scenen og skubbede hormonfyldte publikummer ned fra scenen.
Forinden havde Pynoo forladt scenen, mens Mommens, ex-bassist fra dEUS, nu med ambition om at blive guitarhelt, indledte sidste ekstranummer med resten af bandet. Han inviterede revl og krat op på scenen. Publikum tog imod. Én greb mikrofonen, skreg i den og stage-divede. En anden stjal Mommens guitar og forsvandt ned i salen. Selv havde Mommens stjålet sit riff fra Iggy Pops ‘Real Wild Child’ og forsatte galskaben, efter reserveguitaren blev spændt fast. Aldrig har Lille Vega været tættere på steppebrand og anarki. Man skulle vist have været der.