Quio

4 6

Der er dem, der vil gøre næsten alt for at skille sig ud på musikkens overbefolkede landkort. Og så er der enere som Quio, der bare er sig selv uden egentlig at gøre noget for det. Med rygsækken fuld af musikhistorie og munden fuld af vanvidssætninger har hun for anden gang taget vennen og produceren AGF i hånden og skabt en plade, der som forgængeren, ‘Like Oooh!’, er svær at sammenligne med noget andet, samtidig med at den er en smeltedigel af så mange musikalske forbilleder, at man alligevel nikker genkendende til det meste. Tankerne flyver lynsnart fra Lady Sovereign over Beastie Boys til Manu Chao til Massive Attack.

Quio er altså med den gennemtærskede kliché umulig at sætte i bås. Det ene øjeblik får lytteren benhård grime i fjæset og det næste triphoppet electropop. Teksterne skifter fra fjollet portugisisk undervisning på glad-i-låget-nummeret ‘Minha Rima’ til tabunedbrydende overvejelser om hendes germanske arv på ‘Bratwurst’ og kønsbevidsthed på ‘Grow Together’ med den fantastiske sætning »Nobody ever mentions how soft the skin is on hard-on, pardon«. Det grænseskizofrene udtryk får dog også ‘Phiu’ til at blive en sæbe, der til tider smutter mellem hænderne på én, og det irriterer i længden. Lidt mere fokus som på debuten ville have klædt projektet.

Quio. 'Phiu'. Album. AGF Producktions/Import.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af