Ginman/Jimmy Jørgensen

I 1998 slog kontrabassisten Lennart Ginman pjalterne sammen med den notorisk cool Steen Jørgensen og udgav en jazzbastard, der tog kegler både hos anmeldere og ved prisuddelingerne. Denne gang er den vokale forgrund overdraget til endnu en Jørgensen, nu med fornavnet Jimmy.

Jimmy Jørgensen har måske ikke altid forvaltet sin karriere med den største omhu, men her kommer han virkelig til sin ret. Afdæmpet, croonende og smooth som bare pokker. I de stærkeste øjeblikke som Bowie når han er bedst. Fortsat ned af den vej, Jimmy!

Desværre står de fleste numre ikke mål med vokalen. Melodierne halter flere steder, og Margrethe Björklunds pedal-steel med lyden af blå time kommer for lidt i spil. Lennart Ginman har desuden forelsket sig hovedkulds i en laptops muligheder og insisterer på at lægge et tapet af knitren og samples over de fleste tracks. Desværre flere steder umotiveret og malplaceret, som på for eksempel ‘Sway’.

Der er dog undtagelser, som på pladens to stærkeste numre, den let triphoppede ‘This Fall’ og den rockende ‘Hanoi’. Hvis han vil fortsætte med at udforske nu jazz, bør han alliere sig med en kompetent laptop-ekvilibrist der kan sit kram. Måske er der endda en der hedder Jørgensen til at fuldføre Ginman/Jørgensen-trilogien.