Marbert Rocel

Find det gamle skoleatlas frem og placer en tegnestift midt i Tyskland. Nålen vil markere byen Thüringen, og det er, efter trioen Marbert Rocels debut at dømme, et rigtig dejligt sted at bo. Bekymringerne er nemlig til at overse, når Marcel Aue og Robert Krause kyndigt styrer computere, keyboards og pladespillere, mens sangerinden Antje Seifarth bidrager med sin kønne vokal. Lyden er et underfundigt og toptunet mix af deep-house, pop, electronica og jazz.

Marbert Rocel skal have store plusser i karakterbogen for at gå uimponeret til værks. Ved første gennemlytning virker det hele pænt og poleret, men efterhånden åbner pladen sig op og afslører hemmelige rum og skuffer i dens umiddelbart temmelig ordinære møblement. For hver gennemlytning dukker der skæve lyde og underlige samples op, som tilsammen udgør nye dele af et beat eller en melodi. Humor er de så sandelig også i besiddelse af, og der er masser af referencer til populærmusikkens koryfæer. Man kommer uvægerligt til at trække på smilebåndet af titler som ‘Cornflake Boy’ (komplet med et beat af samplet morgenmadstygning), ‘Eleanor Birdbath’ og ‘Purple Bass’ med hentydning til henholdsvis Tori Amos, Beatles og Prince.

Men ‘Speed Emotions’ opnår helt sikkert ikke samme legendestatus, som de musikalske sværvægtere de smiler skævt til. Men det Marbert Rocel gør, gør de godt, og tilmed pokkers charmerende.