Bryan Adams

’11’ er Bryan Adams’ ellevte album. Opfindsomhed har aldrig været blandt den aldrende rocktroubadours største styrker, men der må alligevel være noget i de mundrette rocksange, der får det ligeledes aldrende publikum til at vende tilbage gang på gang. Eftersom Bryan Adams evner heller ikke rækker til andet end pladderromantiske rockballader, er der heller ingen grund til at tro, at ambitionerne skulle være større på disse elleve nye sange.

Som sædvanlig har Bryan Adams proppet sin plade med den sædvanlige visionsløse, men dog tilforladelig stadionrock, der med sit tydelige top 40-tække og facetløse produktion tydeligvis sigter efter U2-publikummet. Fred være med det. Problemet er, at Bryan Adams, som ellers i flere årtier har udgivet sig for at være hjertets egen troubadour, tilsyneladende stadig ikke aner en hujende fis om kvinder.

At en sanger på 48 er blottet for poetisk tæft og stadig insisterer på at skrive den samme lyserøde og komplet ufarlige ballade om masser af hjerte, en lille smule smerte og lidt romantisk måneskin her og der, vidner om en mand, der lukker øjnene for de kampe og krige, alle vi andre mænd til tider må kæmpe mod vore bedre halvdele.

Kom nu for en gang skyld ind under huden på kærlighedslivet i stedet for at fjolle rundt i de sædvanlige udtrådte parforholdsklichéer, Bryan! Ingen har nogensinde forventet, at du skulle gå Shakespeare i hælene, men der må sgu også være grænser for banaliteterne.