The Teenagers

The Teenagers kunne næppe have valgt en bedre titel til debutalbummet. Halvandet år er der gået, siden ‘Homecoming’ gjorde Myspace til et mere lummert sted at opholde sig, og med albumudgivelsen lader de tre franskmænd for alvor deres naive teenagehymner støde sammen med den barske virkelighed. Og The Teenagers slipper fint fra konfrontationen.

Intet er kompliceret i The Teenagers’ univers. Spørgsmålene bliver aldrig meget dybere end »would we be dancing the same, if Michael Jackson hadn’t made music?« Og der er aldrig langt til næste omkvæd, når de tre franskmænd lukker os indenfor på teenageværelset. Men takket være frontmand Quentin Dalafons sleske accent og en ukuelig insisteren på, at det simple virker, bliver det ikke kedeligt.

Stærkest på albummet står den komiske kærlighedserklæring ‘Starlett Johansson’, der da også allerede har gået sin sejrsgang på nettet. Som det er tilfældet på de fleste numre, er formen her, at Dalafon taler hen over verset, hvorpå et catchy omkvæd følger. At det er en opskrift, som fungerer for The Teenagers, kommer også godt til udtryk på ‘Love No’, hvor Dalafon tager afsked med den evigt utilfredse kæreste.

Trommemaskinen kommer aldrig på overarbejde, og der er ikke behov for de store virtuoser på hverken bas, guitar eller synths, når The Teenagers fremfører deres skabelonagtige popsange. Men med en karismatisk frontmand, iørefaldende omkvæd og underfundig humor, kommer man langt.