Rhonda Harris
Den alsidige herre Nikolaj Nørlund har endnu engang slået sig sammen med kammeraterne i Rhonda Harris. Det har tidligere resulteret i udgivelser af svingende kvalitet, men denne gang er det lykkedes dem at stykke et flot album sammen.
Fra første færd rammer sangene direkte i mellemgulvet, og ‘Here’s the Rhonda Harris’ viser sig som en atmosfærefyldt sag. Åbneren ‘The Pilot That Didn’t Make It’ er et dybfølt nummer, hvor den ensomt støjende guitar understreger melodiens inderlighed. Læg dertil en tekst fuld af smertelig fortrydelse og vi har fat i et suverænt nummer.
‘Here’s the Rhonda Harris’ adskiller sig rent musikalsk ikke voldsomt fra bandets tidligere udgivelser, og vi befinder os stadig i lo-fi-rocken, men sangskrivningen har fået et kvalitetsløft. Det er ‘The Kindness’ og ‘The Valley of Open Doors’ gode eksempler på. Det lettere tilbageholdte trommebeat og forsigtige guitarfigurer passer glimrende til Nørlund let støvede vokal, som får lov til at træde i karakter.
Albummet indeholder dog også et par gevaldige svipsere som det ligegyldige mellemspil ‘SPCMN 38’, men de store højdepunkter er trods alt klart i overtal.