The Long Blondes

»Falling in love is sometimes hard, writing a love song is even harder«, synger frontkvinde Kate Jackson på The Long Blondes’ andet album. Alligevel gør hun og resten af gruppen forsøget. Med disco-powerpop og elektrificeret poppunk inviterer The Long Blondes indenfor til teenageårenes verden, hvor følelserne sidder uden på vintagetøjet og hjertet i halsen. Og det er mestendels en fornøjelse.

Favntaget med teenagekærligheden sker nemlig på en forfriskende facon. Der er ikke meget forgabelse eller -tabelse, snarere en række syrlige kommentarer. »I could be a shoulder to cry on, I could be a body to lie on«, synger Jackson tørt på ‘Here Comes the Serious Bit’. Og netop den kontante tilgang til kærlighedslivets kvababbelser må være balsam for de slidte teengagepige-hjerter, som uden tvivl udgør størstedelen af The Long Blondes’ fanskare. Her kan hjertet finde hvile, mens fødderne kommer i fart. For Jackson og resten af gruppen sætter tempoet i vejret, mens discopoppen glitrer, og guitarerne ringler.

Inspirationer som Talulah Gosh anes men ikke tydeligt nok til, at det stjæler fokus fra gruppen selv. Ind i mellem kan melodierne dog ikke helt følge med tempoet som på eksempelvis ‘Erin O’Connor’, der har mere attitude end egentligt indhold. Størstedelen af numrene holder dog dampen oppe, og albummet giver et sympatisk tilbage- og indblik i teenageårene, hvis man selv skulle have glemt, hvordan det var.