Pink

I den del af musikbranchen hvor hensynet til salgskalkuler og profitmaksimering er gud, stikker amerikanske Pink ud som en kunstner, der trods sit ubetinget poppede udtryk gemmer på en karismatisk personlighed, som er svær at holde styr på. Ikke desto mindre har hun ikke – trods massiv salgssucces – endnu ikke formået at finde den gyldne middelvej imellem kommercielle hensyn og kunstnerisk forløsning.

Og lad os da bare slå det fast med det samme: ‘Funhouse’ er ikke noget musikalsk kvantespring. Her er det sædvanlige sammenkog af lige dele pågående popbaskere og mere rockede sager blødt op af strygerbelagte ballader. Allerede inden albummet er udkommet, har Pink dog scoret sit største hit nogensinde med førstesinglen ‘So What’, der på tidstypisk trodsig, ørehængende facon fusionerer kontrollerede guitardrøn med tyggegummipop. Og flere numre, her iblandt den desillusionerede ‘Please Don’t Leave Me’ og den drikfældige ‘Bad Influence’, står i kø for at kravle til tops på alverdens hitlister.

Som sådan er Pinks femte studiealbum ikke nogen ueffen popudgivelse, om end det heller aldrig hæver sig over det middelmådige. Bevares, hun får da distanceret sig fra konkurrerende opkomlinge som Katy Perry og Avril Lavigne. Men trods hovedpersonens indiskutable karisma er der for mange samlebåndsproduktioner, lette løsninger og gennemtestede studietricks, der hæmmer det personlige udtryk. Men indtil Pink vover at træde ud af de vante, omklamrende studierammer, er det nok hvad man kan forvente.