Marybell Katastrophy

Marybell Katastrophy har i sine tre leveår insisteret at gå egne, snørklede veje. Både når det kommer til sangopbygning og udgivelsen af deres musik, som senest foregik ved, at hver af de 500 vinyludgivelser udgjorde en brik til samme 36 kvadratmeter store puslespil. Efter to ep-udgivelser har de nu foretaget sig noget så kedeligt og konventionelt som at udgive et album. Men betyder det så, at musikken også er blevet mere konform i kanterne?

På ingen måde. Marybell Katastrophy befinder sig stadig et ulokaliserbart sted på genrelandkortet i evig fisen rundt mellem indierock, avantgardepop, knasende electronica og andre afkroge. Skabede, skæve mellemstykker flettes sammen med en tiltalende melodiøsitet, og netop den kombination har klistret et prædikat som en af landets absolut mest lovende upcomers i panden på den århusianske trio.

Med så stærke og varierede numre som ‘Hip’, ‘Red Red’ og ‘His Desperate Voice’ ændrer udgivelsen af ‘The More’ ikke på det. Men det er de gamle ep-kendinge, som udgør ti af albummets 15 numre, der funkler mest. Og netop her ligger det lidt skuffende ved den ellers rigtig fine debutplade. Selv om flere af de nye numre indeholder interessante elementer, er det ep-perlerne, der tager stikket hjem.

En kærkommen undtagelse er ‘Good Old Germany’, der afslører slægtskabet med CocoRosie, men først og fremmest forsikrer om det kæmpe potentiale, Marybell Katastrophy render rundt med.