The Pretenders

‘Break Up the Concrete’ udgives herhjemme som en slags bonusdisc til (endnu) en opsamling med The Pretenders’ største hits. Som om nogen har tænkt, at vi alle sagtens lige kan klare endnu en omgang ‘Brass in Pocket’, ‘Don’t Get Me Wrong’ eller ‘I’ll Stand By You’, og at det alligevel kun er de allermest inkarnerede fans, der gider lægge ører til bandets nye indspilninger så mange år efter deres storhedstid. Og således er det ellers fine niende studiealbum fra Chrissie Hynde og The Pretenders en slags kirsebær på toppen af 30 års fine, men ikke just svært tilgængelige hits.

Albummet klarede sig ellers rigtig godt, da det sidste år blev udsendt på det amerikanske marked. For første gang i 22 år fik Chrissie Hynde slået hul på top 40-listen, hvilket nok skal ses i lyset af, at Hynde nu har vendt blikket mod sin egen amerikanske hjemmebane. ‘Break Up the Concrete’ lyder til forveksling som et ærkeamerikansk album, der ligger sig midt mellem country, soul og rockabilly. Meget, meget langt fra det punkede new wave-udgangspunkt, men med en sangerinde der tydeligvis er godt hjemme i sit nye hjørne.

Alene titelnummeret lyder, som var det revet ud af hænderne på Buddy Holly, mens den fornøjelige ‘Boots of Chinese Plastic’ ikke kun stjæler noget af sin titel fra Bob Dylan men også store dele af sin rootsrockede energi. Der er enkelte forsøg på smutture tilbage til den tid, hun og det dengang overvejende britiske orkester med stort held fik gjort godt tøsevenligt. Men eftersom The Pretenders i dag består af nøje udvalgte musikere fra den alternative country, kommer det hele til at lyde så klokkeklart af country og roots, at diverse forsøg på at tilfredsstille de gamle new wave-fanatikere alligevel drukner i lapsteel. Men så har de jo heldigvis endnu en opsamling lige ved hånden.

The Pretenders. 'Break Up the Concrete'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af