Slow Club

Det er som om, det vælter frem med indie-duoer i disse år bestående af en mand og en kvinde bag henholdsvis guitar og trommer. Sheffield-udgaven Slow Club debuterer nu med deres version af skramlet rockabilly, 60’er-pop og folkrock i en skøn forening. Forud for albummet har duoen udsendt et par singler, der er blevet taget godt imod af både anmeldere og ikke mindst publikum. Faktisk har de to smukke unge mennesker allerede opbygget sig en temmelig stor fanskare. Så forventningerne er i top med den længe ventede første fuldlængde.

Vi kan lige så godt sige det, som det er. Her finder du ikke nogen særlige overraskelser eller musikalske spidsfindigheder men en samling stærkt vanedannende og velskrevne sange med et tekstunivers, der spænder fra komiske observationer til kærlighedens ulidelige klicheer. Charles Watson og Rebecca Taylors stemmer supplerer hinanden ganske overbevisende og er uden tvivl den drivkraft, der bæger sangene. ‘Yeah So’ er en charmerende og fornøjelig lille skabning at stifte bekendtskab med, en af den slags man simpelthen ikke kan hade, men også den slags der bliver en anelse forudsigelig og kedelig i længden.

Duoen er uden tvivl bedst, når de giver slip og er løse i kanten. Desværre er der lidt for mange sange repræsenteret på albummet, hvor det modsatte er tilfældet, til at det bliver decideret fremragende. Men mindre kan også gøre det.