Julian Casablancas – more is less
Stod der The Strokes på plakaten, havde Store Vega utvivlsomt været udsolgt mange måneder i forvejen. Mandag aften var scenen dog reserveret frontmand Julian Casablancas, som med det spritnye soloudspil ‘Phrazes For the Young’ i bagagen ikke formåede at fylde salen helt ud. Et faktum der ikke rystede den læderjakke-klædte sangskriver det mindste til en koncert, hvor hans ambitiøse kompositioner dog ikke rigtig formåede at komme til deres ret.
‘Ludlow St.’s spacede intro satte tingene i gang, men allerede midt i nummeret stod det klart, at der simpelthen skete for meget på samme tid. Julian havde valgt at tage seks musikere med på scenen, og mens de forskellige lag og alternative trommespor forekommer spændende i høretelefonerne, blev det hele lidt for rodet live. Både musikalsk og lydmæssigt, hvilket gik ud over de gode melodier.
Dette gjorde sig også gældende på de ellers fantastiske ‘Out of the Blue’ og ‘Left & Right in the Dark’. Men en ting reddede dog aftenen, nemlig Julian. Og hans stemme for den sags skyld. For med danske gloser og et ukompliceret stjernetække er han svær ikke at holde af.
En coverversion af den sagte The Strokes-b-side ‘I’ll Try Anything Once’ var fremragende, ’11th Dimension’s catchyness kan ingen pille ved, og Casablancas fremførte ‘Glass’ til absolut topkarakter og dertilhørende publikumsjubel. Mod slutningen fik to fans endda forvildet sig hele vejen op på scenen og cementerede, at selvom udførelsen var rodet, var det sgu bundcharmerende alligevel.