Lou Reed – ligegyldig larm, Lou
»Wow«er det første, man tænker, når man træder ind i DR’s imponerende koncertsal. Men denne lørdag aften hvor Lou Reed er i byen med sin eksperimenterende og støjende Metal Machine Trio, tænker man også »Hvad er det for en sindssyg lyd, og hvornår holder den op?«. Den enerverende lyd viser sig at komme fra fire elektriske guitarer, der er stillet op ad et par højtalere, så de frembringer en tung og rungende mur af øresønderrivende feedback. Det går der 20 minutter med.
Så kommer bandet ind på scenen uden rigtigt at registrere publikum. Udover Lou Reed består trioen af Ulrich Krieger på støj-saxofon og Sarth Calhoun på elektronik. Det første lange stykke tid sidder Lou Reed med ryggen til publikum og stirrer ind i højtalerne. Det monotone lydbombardement fortsætter. Så sker der noget. Ulrich Krieger knæler foran en kæmpe gong gong og rejser sig så op og begynder at hamre en uregelmæssig rytme, som Sarth Calhoun, via sit medbragte fremtidsinstrument kaldet et Continuum Fingerboard, manipulerer om til en grim, diskant lyd, der med mellemrum forplanter sig i hele rummet. Lou Reed supplerer med bastante slag på en tromme. Der er nu gået yderligere 20 minutter, og de første folk er så småt begyndt at forlade salen.
Så sætter Lou Reed sig til rette med en af de mange guitarer, han resten af aftenen kværner skærende lyde ud af. En gang imellem aner man konturerne af en melodi, men det grimme og ufremkommelige lydlandskab fortsætter koncerten ud. Efter halvanden time er det forbi. Publikum klapper og virker til at være begejstrede. Selv synes jeg, det var direkte ulideligt og på grænsen til det komiske. Ideen med trioens musik er, at den skal være transcenderende og skabe et rum, man kan opholde sig i. Det projekt lykkedes bare ikke særlig godt for Metal Machine Trio, der mest af alt bare frembragte ligegyldig larm. I mine ører i hvert fald.
