Rammstein – antændt for sent
»Så er vi sgu i gang«. Replikken fra min sidemand var helt rigtig. Med et brag dannede mennesker og musik pludselig fælles front. Også dem uden testosteron-tilskud og tatoveringer var solgt. Men tidspunktet var helt forkert. Vi var nemlig allerede halvvejs inde i Rammsteins rå rockfest på Copenhagen Live, da bemærkningen faldt.
Bevares, de tyske tordenguder havde spillet højt og hårdt inden da, men det var først under den sadomasochistiske ‘Ich Tu Dir Weh’, at forsamlingen følte sig ramt så det for alvor kunne mærkes – på den gode måde altså. Bandet buldrede afsted med deres tonstunge tråd, fyrværkeriet bragede løs, og masserne kvitterede med de obligatoriske djævletegn – hvilket var ganske passende, når nu seancen foregik på Djævleøen, og de optrædende lignede noget fra helvede.
At hovednavnet på hovedstadens nye endagsfestival kom sent i gang skyldtes umiddelbart to ting. For mange sange fra sidste års lunkne ‘Liebe Ist Für Alle Da’ havde ligesom ved vinterens forestilling i Forum fået en plads på setlisten. Vi fik syv af slagsen på bekostning af mere gammelt guld fra gemmerne, fra dengang sekstetten med stort anlagte melodier i mol var i soloudbrud foran resten af alverdens machometal-navne. Derudover var sceneshowet mere konventionelt end kontroversielt – timet og tilrettelagt uden de store overraskelser, men i stedet med gimmicks så som ildspåsættelse af en stuntmand til ‘Benzin’, hvidt skumsprøjt til ‘Pussy’ og Christian ‘Flake’ Lorenz’ sejltur på menneskehavet i gummibåd til ‘Haifisch’.
Frontfigur Till Lindemann slog sig som altid på låret – men ikke af grin. Med vægten på de degenererede schlagere fra seneste album bød han i stedet »Willkommen in der Dunkelheit«, mens han growlede, og guitaristerne spyede ild og tog tusinder af trommehinder som gidsler.
Selv om første halvdel af det halvanden time lange show var lidt af en fuser, så var sidste halvdel dog fyr og flamme, takket være fællessang på ‘Du Hast’ og en smukt støjende ‘Sonne’ der lyste op som ekstranummer og kom som kaldet, da solen var gået ned over Amager Strandpark.