The Dillinger Escape Plan – de kom, de så, de smadrede

Som udgangspunkt ville det give bedst mening at anmelde The Dillinger Escape Plan efter Richter-skalaen eller orkanvarsels-systemet, for mathcore-kvintetten er lige så meget en naturkraft som et rockband, hvilket de igen beviste, da de lukkede Copenhell med en vildskab og et energiniveau, der kunne løse den globale energikrise, hvis man på en eller anden måde kunne få dem sluttet til en stik-kontakt.

Jeg tror bogstaveligt ikke, at der var en eneste flade på scenen – horisontalt eller vertikalt – der ikke på et eller andet tidspunkt  havde et Dillinger-medlem hængende, svingende, stående, liggende eller hoppende på det, og jeg kunne flere gange mærke min indre mormor komme væltende frem i mig i ren bekymring over, om de kære små nu skulle komme til skade. Det var vildt og ekvilibristisk, og bandet får som sædvanligt A+ for indsatsen. Til gengæld haltede det lidt mere på lydsiden.

Mens jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at The Dillinger Escape Plan eksekverede deres flegmatiske polyrytmiske numre med den militære præcision, som de er kendt for, så var det desværre ikke alt, der kom ordentligt ud over scenekanten. Vokal og trommer lød stabilt og klart gennem hele koncerten, men guitar og bas var noget inkonsistent, og til tider lød det lidt, som hvis man ryster en bøtte ymerdrys rigtigt hårdt foran en forvrænget mikrofon.

Samtidig er det tydeligt, at gruppens liveshow ikke helt har formået at følge med gruppens enorme musikalske udvikling på albumfronten. For mens de på både ‘Ire Works’ og specielt den nyudgivne ‘Option Paralysis’ har bevæget sig hen imod et mere subtilt, genremiksende udtryk, så var aftenens set domineret af den imponerende men også en smule ensporede start/stop-mathcore, som gruppen er blevet kendt for. Og selv om det er svært at argumentere mod noget, der tydeligvis fungerer, så skal de passe på, at de ikke ender med at gå i Rammstein-fælden og blive et af den slags bands, der bare gentager det samme liveshow ‘rinse and repeat ad infinitum’ – for det er de alt, alt for dygtige til.