Autolux

Visse kunstnere er så meget ud af sync med deres samtid, at de kan være svære at få greb om. I 90’erne forsøgte jeg mig flere gange med amerikanske Failure, men først for nylig, hvor de er forsvundet i glemslens dunkle korridorer, opdagede jeg deres storhed, og hvordan de slog tonen an for meget af den progressive metal, der huserer i dag. Guitarist Greg Edwards slår nu folderne i trioen Autolux, hvor Failures uhyggeligt skarpe sans for et detaljeret lydbillede videreføres.

Autolux er også en besynderlig størrelse. Dette er blot bandets andet album på hele ti år, og givet at de præsenterede førstesinglen ‘Audience No 2’ herfra for to år siden, er det ikke efter helt traditionelle mønstre, at de opererer.

Det er stemningsfuld kompleks guitarpop med anderledes akkordprogressioner og skæve rytmer spillet med super stram præcision. Edwards kan gøre en hvilken som helst guitarfigur interessant, både som klippefast søjle på det Sonic Youth-klingende ‘Census’ eller flydende løst moduleret over march-beatet i det dejligt stramme stand-out track ‘Audience No 2’.

‘Transit Transit’ er måske ikke et decideret utilnærmeligt album, men yderst indadvendt og tilbageholdende er det. Der opstår deja vu imellem det loopede beat i titelnummeret og den hviskende vokal i ‘High Chair’, hvor jeg prøver forstå og få greb om Autolux. Men også her er noget ude af sync. Det er kun at håbe på euforisk genforening om 15 år.