Isobel Campbell & Mark Lanegan

Han har det næsten lidt for nemt, ham Mark Lanegan. For i forholdet mellem ham og skotske Isobel Campbell, er det den tidligere Belle & Sebastian-sangerinde, der trækker det store læs. På duoens tredje langspiller har hun varetaget alle facetter af såvel sangskrivning som produktion, og Lanegan har denne gang ikke engang behøvet krydse Atlanten for at indsynge sine vokaler.

Men hvorfor er det så alligevel fair nok, at Lanegans navn pryder albumcoveret? Det er det primært, fordi hans plagede baryton gang på gang sparker liv i numre, der med Campbells uskyldige pigerøst alene i front var blevet en småkedelig affære.

Campbell har fortalt, at hun ofte slet ikke lytter til anden musik end Bob Dylan, og det kan man sagtens høre på ‘Hawk’. Sangene tager nemlig ligesom hos ‘His Bobness’ afsæt i lige dele folk og blues, og resultatet er americana, hvor der ikke lægges skjul på inspirationskilderne. Det er uanset, om det er netop Dylan på ‘Lately’, Nina Simone på ‘Come Undone’ eller Johnny Cash og June Carter på ‘No Place to Fall’ og ‘Cool Water’, hvor rollen som Cash ikke varetages af Mark Lanegan men derimod den amerikanske folksanger Willy Mason.

Men den store rundtur i rocken skatkiste bliver problematisk, for duoen kommer faretruende tæt på tomme pasticher, og albummet ville være en langt mere fokuseret omgang, hvis parret havde gået i dybden med færre genrer.