Nordstrøm

Det virker næsten som en dårlig joke, når Lars Malm på åbningsnummeret ‘Respirator’ let teatralsk synger: »Vi er et godt team / Jeg er menneske / Du er min maskin’«. En umådelig plat og morbid Kraftwerk-homage der sammen med resten af teksten på ingen måde gør den mere end hæderlige electropop retfærdighed.

Sådan fungerer det faktisk næsten hele vejen igennem den danske duos tredje album. Nordstrøm er kommet langt siden ‘Berlin’, og duoens produktioner er mere end belejligt blevet mindre sukkersøde med tiden. Som de skarpe huggende synths på singlen ‘Januar’ eller det let mørke Depeche Mode-klingende titelnummer. Det klæder i den grad drengene.

Sukkersød er dog som sædvanlig Malms vokal, og tekstuniverset formår som tidligere aldrig rigtig hverken at røre eller forstyrre. Nordstrøms selvskabte signaturlyd er nemlig svær at rokke ved, men alligevel sporer man en kant mere modenhed og weltschmertz i det hele. Nordstrøms synthpop er blevet voksen, men dog den slags voksen som stadig sidder en smule fast i fortidens kitsch og uskyldighed.

Duoen er dog gået et skridt i den rigtige retning uden at gå på kompromis med de urokkelige popmelodier, som der er rigeligt af på albummet. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at Nordstrøm er nødt til at gøre noget mere drastisk for enten at undslippe eller for alvor udbygge det udtryk, der til stadighed er alt for pænt. Alt er ikke på plads. Endnu.