Murder

Det er lidt af en Sisyfos-opgave, som den mordtørstige danske duo har stillet sig selv efter udgivelsen af det eminente album ‘Stockholm Syndrome’ i 2006.

Udgivelsen, som i undertegnedes karakterbog står som et af årtiets uforbeholdne hjemlige mesterværker, var en dybsindig magtdemonstration af, hvordan man skaber stor kunst – ikke ved at råbe højest i frikvarteret, men ved at hviske de dybeste hemmeligheder direkte ind i lytterens øre.

De hemmeligheder er heldigvis intakte på ‘Gospel of Man’, som endnu en gang byder på gådefulde melodier for tænksomme natsværmere, men som på enkelte numre udvider instrumenteringen betragteligt i forhold til forgængeren. Der er en næsten siamesisk tvillingeforståelse mellem forsanger Jacob Bellens’ vokal og Anders Mathiasens sitrende guitarakkorder, som især på numrene ‘Providence’, ‘Subrosa’, ‘Help the Dead’ og ‘Drawn in the Dirt’ forløses på magisk vis. Og så har jeg endda ikke nævnt ‘No Room For Mistake’, som giver nøjagtigt fire minutter og 32 sekunders ståpels i sit forsøg på at favne poesi, spiritualitet og eftertanke i samme åndedrag.

Det er således kun få – og mere anonyme – skæringer (eksempelvis nummeret ‘Excelsior’), som adskiller ‘Gospel of Man’ fra ‘Stockholm Syndrome’s klassikerstatus. Resten trodser umærkeligt tyngdeloven og svæver vægtløst ind i lytterens bevidsthed.