Badly Drawn Boy

Det her album lyder som et soundtrack til stort set samtlige af de romantiske komedier, Hugh Grant nogensinde har spillet med i. I de film er der altid en scene, hvor hovedpersonen er nedslået af den ene eller den anden grund, og her ville musikken passe fremragende ind. Vi snakker easy listening og fine sange med et skær af melankoli og eftertænksomhed tilsat en vokal, der lyder som om, den er optaget under vand.

Åbningsnummeret ’In Safe Hands’ er for eksempel en øm og akustisk ballade med et strejf af noget psykedelisk. På ’The Order of Things’ sniger lidt elektroniske impulser sig ind hist og pist og skaber et ganske lækkert lydtapet. Men altså stadig tapet. Der er således ikke mange sange på albummet, der for alvor formår at ruske sig fri. Det hele glider lidt sammen, hvilket skyldes de ofte anonyme melodier og en lag-på-lag produktion, der i sine bedste stunder kan minde om Becks ’Sea Change’.

Albummets højdepunkt er det over seks minutter lange titelnummer. Teksten er et ambitiøst langdigt, hvor Damon Gough aka Badly Drawn Boy forsøger at lege Dylan og i slutningen af hver linje serverer en pointe, der vender hele linjen på hovedet. For eksempel: »Just accept only one thing and that is that nothing will change / anything«. Man forstår, hvor han vil hen, men man er ikke helt overbevist. Og det gælder for hele albummet.