Weekend

Der bliver kastet en del rundt med lo-fi-betegnelsen for tiden, måske fordi tendensen i den amerikanske undergrund lige nu går i retning af at forkludre og smadre musikken, så den presses ud i nye hemmelighedsfulde sfærer. Nyudklækkede Weekend fra San Francisco følger trop med en forlængst udsolgt 10″er på Mexican Summer og nu debuten ‘Sports’ udgivet via bastionen for kantet indiepop Slumberland.

Weekend gør sig i monotont enkle kompositioner, der tilsættes feedback og distortion. Vokalen er eksempelvis så forvrænget, at den lyder som en summende grød, så forhåbentlig gemmer teksterne ikke vigtige budskaber, da det for det meste er komplet umuligt at dechifrere disse. Opskriften er bøffet fra No Age, men hvor der hos dem altid synes at gemme sig noget, der er værd at kradse frem af kaosset, så er det ikke tilfældet på ‘Sports’, hvor maskering og overdækning synes mere bevidst konstrueret. Ligesom Deerhunter kan musikken lyde som en kombination af pulserende kraut-takter og flader af shoegazer-guitar, men hvor det hos Bradford Cox og co. bliver styret af en af de mest markante personligheder inden for musik i årevis, så føles det i Weekends hænder i stedet skræddersyet og adopteret.

Det hjælper heller ikke, at ‘Sports’ kommer trægt fra start med stillestående numre som ‘Coma Summer’ og ‘Monday Morning’ og først henter det tabte ind hen mod slutningen med ‘End Times’, ‘Afterimage’ og ‘Untitled’, hvor knappedrejeriet sættes lidt i bero for en mere direkte tilgang. Og hvad handler ægte lo-fi om hvis ikke skønheden i det uskønne og ikke-gennemtænkt spontanitet?