Wanda Jackson
Det er ikke hver dag, en 73-årig sangerinde maser sig ind på disse sider. Men Wanda Jackson er ikke, som folk er flest. Det fik verden at føle, da hun som teenager i 50’erne slog igennem som den første kvinde, der sang rock’n’roll. Albummet ‘Rockin’ With Wanda’ er en klassiker den dag i dag med sin medrivende, festglade rockabilly-stemning, der lugter af pomadehår og sus i skørterne. Og nu er Wanda altså klar til et comeback. Med producerhjælp fra ingen ringere end Jack White.
‘The Party Ain’t Over’ består traditionen tro overvejende af coverversioner af en række rock’n’roll-klassikere, dog tilsat en afsindigt pinlig, småfalsk udgave af Amy Winehouses ‘You Know I’m No Good’. For Wandas vrængende vokal lød bare bedre for 50 år siden, og ind imellem må man knibe sig i armen for at tjekke, om det er alvor, eller om det er en kat, der bliver trukket i halen – for Wanda rammer ikke altid tonerne helt rent.
Til gengæld er der fuld smæk på hornsektionen, og en snerrende Jack White-guitar bliver der også plads til på et album, der i høj grad lyder som om, det er indspillet live. Projektet er tydeligvis Whites hjertebarn, og hans kærlighed til den gamle musik skinner klart igennem, og det trækker op. Men hvis du vil høre Wanda fyre den ordentligt af, så køb hendes gamle plader i stedet.