De Eneste To – Jylland ligger på Vesterbro

Der er de to teenagedrenge oppe foran scenen, som falder hinanden om halsen og synger med på alle sangene. Der er ham, der har købt en t-shirt med bandets logo inden koncerten og nu har taget den på ud over sin sweater. Der er manden med tungt armbåndsur, fipskæg og skjorten stoppet ned i bukserne. Der er alle dem, der ikke kan danse eller klappe i takt, men som gør begge dele på en gang. Og der er de to kvinder, der hujer, når Simon Kvamm vender ryggen til publikum og vrikker med numsen og giver sig selv smæk.

Kort sagt. Der er koncert med De Eneste to på Store Vega. Eller som Peter Sommer siger: Vesterbro Forsamlingshus. Og det har han ret i. For denne fredag aften er spillestedet på Enghavevej omdannet til folkefestligt forsamlinghus, og så er man ærlig talt lidt af en dødbider, hvis ikke man lader sig rive bare lidt med af den gode stemning.

Og folk er da også på fra første sekund af signatursangen ‘Østjylland Dreaming’, der ender med publikums spontane fødselsdagssang til Simon Kvamm. »…Og kager til« brummer Peter Sommer ind i mikrofonen. Han ser i øvrigt pisse skarp ud som altid. Kasserollepandehår, ørering, stribet bomuldsbluse og lidt underspillet karisma er alt det kræver for at være Danmarks bedst klædte musiker.

Højdepunktet indtræffer halvvejs i den fem kvarter lange koncert. Nummeret ‘De gode gamle dumme unge’ leveres med den 18-årige Kirsten Nyhus Janssen (fra duoen Kirsten & Marie) på bas og strømpesokker. Hun er usandsynligt cool, som hun står og smådanser for sig selv. Senere støder tvillingesøster Marie til på kor (også på strømpesokker). Det er godt set af De Eneste To at hive de to talentfulde piger med på turné og give dem chancen foran et større publikum, end de er vant til.

Som sidste ekstranummer får vi en majestætisk version af duoens bedste nummer ‘Jeg har ikke lyst til at dø’. Og det omkvæd gentager publikum så, indtil sidste guitarstreng klinger af. Passende afslutning på en omfavnende, men også lidt forudsigelig og midtersøgende folkefest.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af