Isobel Campbell & Mark Lanegan – konstrueret skønhed
Isobel Campbell kan noget særligt. Hun kan skabe mytiske americana-universer, der drager, knirker og knager af sprødhed, autenticitet og whiskyånde. Men der er noget galt. Det står pludselig helt klart denne torsdag aften på Store Vega, hvor der er stillet stole frem, så publikum i ro og mag kan nyde duoen og deres to medbragte guitarister.
Problemet med Campbells sange er, at man ikke bliver rørt, som man gør, når man lytter til Campbells forbilleder som Lee Hazlewood, Townes van Zandt og Johnny Cash. Der er en postuleret dybde over Campbells kompositioner og arrangementer. Hun forsøger at konstruere sig frem til et udtryk, der er autentisk og ægte, vendt og stegt i hjerteblod, men den slags kan man ikke konstruere sig frem til. Resultatet bliver meget ofte en tom efterligning. Ren og skær overflade. En reklamefilm for The Original Marlboro Man.
I går var min anden koncert med Isobel Campbell og Mark Lanegan, og igen gik jeg skuffet derfra. Ja, Mark Lanegan synger sindssygt godt. Og ja, det gør Isobel Campbell også, og hun spiller også fint på sin cello og ser dedikeret ud, når hun står og lever sig ind i sangene med lukkede øjne og sarte bevægelser. Men for satan hvor er det også bare som at se et teaterstykke nogle gange. Iscenesat, stift og alt andet end naturligt. Fordi de forsøger at være noget, de ikke er. Lanegan kan ikke engang teksterne og ser ud som om, han ikke gider være der.
Koncerten fungerede bedst, når de to hovedpersoner sang hver for sig. Uden Lanegan ved sin side er Campbell meget mere sig selv, og de fem minutter hun var alene på scenen under nummeret ‘Saturday’s Gone’, var koncertens højdepunkt. Resten var lækker og lidt ligegyldig overflade.
