Patrick Wolf

Ambitionsniveauet har aldrig fejlet noget hos engelske Patrick Wolf, og det gør det så sandelig heller ikke på hans femte album ‘Lupercalia’.  Her er stort anlagte arrangementer, gjaldende blæsere, dårende strygere og klimprende tangentinstrumenter. Ja, adskillige numre antager nærmest episke proportioner. Som den pompøse ballade ‘Slow Motion’, hvor Wolf forvandler en snurrende trommemaskine og et tinklende klavertema til en pompøs popsymfoni, som kammer over i den rene orkestersuppe krydret med arabiske kvindestemmer og Wolfs egen højstemte vokalføring.

Og sådan kunne man blive ved, for fantasien kender simpelthen ingen grænser på ‘Lupercalia’, der for øvrigt er navngivet efter en hedensk frugtbarhedsfestival, og som tematisk kredser om forelskelsen og dens mange sindsstemninger. Det har resulteret i ti sange af forskellig musikalsk kaliber, der desværre alle har en uhensigtsmæssig svulstighed som fællestræk. En skam, for Wolf er i grunden en ferm komponist, arrangør, sangskriver mm., som altid har forstået at udnytte studiets muligheder til maksimal effekt.

Men han mangler også musikalsk stringens, hvilket er stærkt hørbart på ‘Lupercalia’. Bedst anskueliggjort i de mange, hysteriske ballader, som virker overgjorte, ja deciderede ufokuserede i passager. Bevares, der er da enkelte fine numre som den jubilante blæserpop på åbningsnummeret ‘The City’ samt det romantiske, strygerbårne ‘House’.

Men som helhed er Lupercalia et noget skizofrent bekendtskab, hvor Wolf i for høj grad sovser rundt i sine egne prætentiøse ambitioner, og det efterlader sådan nogle grimme pletter.